NF Fleet får Honda tilbage på privatleasingmarkedet gennem nylanceret partnerskab

NF Fleet har netop indgået et partnerskab med Honda om at stå for at udbyde privatleasing af Honda-modeller i Danmark. Samarbejdsaftalen lanceres i forbindelse med en samlet aftale mellem Nordea Finans og Honda Motor om at intensivere Hondas tilstedeværelse på det danske marked.

NF Fleet udbyder i forvejen privatleasing af både Mazda og Suzuki og har nu fået Honda med ombord. ”Vi er rigtig glade for at kunne tilføje et så anerkendt bilmærke som Honda til vores portefølje af privatleasingbiler i Danmark.” fortæller Ole Christiansen, General Manager i NF Fleet Danmark. ”Honda er et af de bilmærker med den allerhøjeste mekaniske pålidelighed - helt på niveau med de største premiummærker - så vi har virkelig fået tilføjet et stærkt kvalitetsmærke.

Formålet med samarbejdet er at skærpe tilbuddene på privatleasing af Honda i markedet og skabe stærke, langsigtede leasingprodukter. Honda tilfører kvalitetsprodukterne og NF Fleet bistår med ekspertisen inden for privatleasing. Leasingkontrakterne vil blive håndteret af NF Fleet lige fra kreditvurderingen til håndteringen af aftalen under hele leasingperioden.

Udvalget af Honda til privatleasing hos NF Fleet består indtil videre af modellerne Civic, HR-V, Jazz og CR-V. Foruden benzinmodellen af Honda CR-V udbyder NF Fleet også den milde hybridversion af denne model som det grønnere alternativ. Allerede nu kan den helt nye Honda e også bestilles til levering ved lancering til efteråret. Denne model er der store forventninger til, da det er Hondas første emissionsfri bil, der kører på 100% el.

Samarbejdet mellem Honda og NF Fleet er allerede trådt i kraft, og det er fra maj 2020 nu muligt for privatpersoner at tegne privatleasingkontrakter på en Honda-model. Hvis du er interesseret i at privatlease en Honda, kan du tage kontakt til din lokale Honda-forhandler, hvor du kan se alle de gode tilbud. Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os i NF Fleet – så skal vi nok sørge for, at du bliver hjulpet videre.