Aflevering af firmabilen

Når din leasingperiode udløber, er det desværre tid til at aflevere firmabilen tilbage, hvilket gøres via et FDM - testcenter. Nedenfor gennemgår vi, hvordan du afleverer bilen tilbage og hvad du skal være opmærksom på.

Hvordan skal bilen afleveres?

Din firmabil skal returneres på leasingkontraktens udløbsdag. Falder udløbsdatoen på en weekend eller en helligdag, skal bilen returneres den sidste hverdag før ordinært udløb.

Når du afleverer din leasingbil, skal den være nyvasket, støvsuget og rengjort samt tømt for private effekter. Du skal også huske at medbringe alle nøgler, tyverisikring, fjernbetjeninger og samtlige af bilens dokumenter.

Gennemgang af bilen

Ved aflevering gennemgås bilen for eventuelle skader og mangler af FDM. Vi anbefaler, at brugeren af firmabilen eller en repræsentant fra virksomheden deltager i gennemgangen, som tager cirka 30 minutter, men det er ikke nødvendigt. Er der anmærkninger til bilen, kvitterer du for disse online. Herefter vil kontaktpersonen i jeres virksomhed modtage en elektronisk afleveringsrapport.

Eventuelle skader forårsaget af ekstraudstyrsmontering eller trafik- og påkørselsskader skal enten anmeldes til forsikringsselskabet eller betales af leasingtager.

Få overblik over diverse gebyrer ved aflevering her

Book tid på forhånd

Hvis du gerne vil deltage i gennemgangen af din firmabil, skal du booke tid til check-in på forhånd og i god tid, så du undgår ventetid.

Sådan booker du tid:

  • Gå til online booking her (brug ikke Internet Explorer)
  • Indtast registreringsnummer
  • Vælg dit foretrukne FDM-testcenter
  • Vælg dato og tidspunkt for gennemgang
  • Registrér dine kontaktoplysninger

Du vil efterfølgende modtage en bekræftelse på e-mail, som du bedes medbringe til bilens check-in.

Hvis der ikke er nogen ledige tider på den ordinære udløbsdato for leasingkontrakten, skal firmabilen returneres dagen før. Alternativt kan bilen afleveres hos et af nedenstående FDM-testcentre uden forudgående tidsbestilling, og check-in af bilen vil efterfølgende foretages af FDM uden mulighed for egen deltagelse.

FDM-centre uden forudgående tidsbestilling: Ballerup, Hillerød, Taastrup, Næstved, Slagelse, Odense, Fredericia, Esbjerg, Holstebro, Silkeborg, Århus V (Hasle) og Aalborg.

Check-in-guides

Nedenfor finder du vores check-in-guides, hvor du blandt andet kan læse mere om processen for aflevering af leasingbilen, hvad du skal huske før afleveringen og hvilke skader, der accepteres og ikke accepteres i gennemgangen.

 

Book tid til aflevering her