Værd at vide om vinterkørsel

Gør bilen klar til efterår og vinter

Hvornår skal du skifte til vinterdæk?

Der er ikke en fast dato for vinterdæk i Danmark. Siden 1. juli 2025 er det dog forbudt at køre med "åbenbart uegnede dæk" i forhold til føret. Hvis der er sne, is eller sjap på vejene, må du derfor ikke køre på sommerdæk.

Hvis politiet vurderer, at bilens dæk er uegnede til forholdene, kan du få en bøde på 1.000 kr. pr. dæk.

Mange vælger at skifte til vinterdæk, når temperaturen nærmer sig 7 °C, da vinterdæk er udviklet til at bevare vejgrebet ved lave temperaturer. Vi anbefaler dog, at man booker tid i god tid, når efteråret begynder at banke på, da der ofte kan forekomme lange ventetider på dækskifte, når først kulden sætter ind.

Hold øje med disse mærkninger

Når der er vinterføre, bør dækkene som minimum være mærket med M+S (Mud & Snow). Ved hårdt vinterføre anbefales dæk med 3PMSF-mærkningen (Three Peak Mountain Snowflake), som er snefnugssymbolet i et bjergikon. Dette gælder også for helårsdæk.

Du kan læse mere om dette hos Rådet for Sikker Trafik

Mswintertyre

Hvad siger forsikringen?

I nogle tilfælde kan forsikringsselskabet vurdere, at der er tale om grov uagtsomhed, hvis dækkene ikke er i orden, og det kan i særlige tilfælde føre til en nedsættelse af erstatningen på kaskoforsikringen. Det gælder f.eks.:

  • Hvis du kører på sommerdæk under meget glatte eller snefyldte forhold.

  • Hvis dækkenes stand er utilstrækkelig (for lav mønsterdybde eller dårlige dæk).

  • Hvis ulykken kunne være undgået med korrekt dækvalg og tilpasset kørsel.

Kørsel i udlandet om vinteren

Skal du på skiferie eller køre i udlandet om vinteren, er det vigtigt at være opmærksom på, at reglerne varierer fra land til land. I flere europæiske lande gælder der særlige krav til vinterdæk, mønsterdybde eller medbringelse af snekæder i vinterperioden. Derfor bør du altid undersøge de lokale regler, inden du kører over grænsen.

Du kan finde en oversigt hos FDM: Se regler for vinterdæk i Danmark og andre lande.

5 gode råd til sikker vinterkørsel 

Selv de bedste vinterdæk kan ikke ophæve fysikkens love. Derfor er din kørestil mindst lige så vigtig som bilens udstyr.

  1. Sæt farten ned 

Våde, sne- eller isglatte veje giver længere bremselængde og mindre vejgreb. Tilpas derfor altid hastigheden til forholdene.

  1. Hold ekstra afstand

Afstanden til forankørende bør være større end normalt om vinteren. Det giver dig mere tid til at reagere, hvis trafikken pludselig bremser op.

  1. Kør hjemmefra i god tid

Stress og hastværk er en dårlig kombination på glatte veje. Planlæg lidt ekstra transporttid, når vejret er udfordrende.

  1. Sørg for frit udsyn

Fjern altid sne og is fra ruder, spejle, lygter, kølerhjelm og tag, inden du kører. Det forbedrer både din egen og andre trafikanters sikkerhed – og er lovpligtigt.

  1. Tjek vejret inden afgang

Et hurtigt kig på vejrudsigten kan hjælpe dig med at planlægge turen og undgå de værste vejrforhold. Hvis myndighederne fraråder udkørsel, bør du så vidt muligt lade bilen stå.

Undgå de mest almindelige vinterskader

Vinteren belaster bilen mere end resten af året. Med nogle få forholdsregler kan du reducere risikoen for driftsstop og skader.

Pas på batteriet

Kolde temperaturer øger belastningen på bilens batteri. Oplever du langsom start eller advarsler i instrumenteringen, kan det være tegn på, at batteriet bør kontrolleres.

Hold øje med dæk og dæktryk

Kulde påvirker dæktrykket. Forkert dæktryk kan forringe både sikkerhed, komfort og energieffektivitet. Kontrollér derfor dæktrykket jævnligt gennem vinteren.

Fyld sprinklervæske på

Vinterveje giver hurtigt snavsede ruder. Sørg for, at bilen altid har frostsikret sprinklervæske.

Kontrollér lygterne

Mørke morgener og tidlige aftener betyder, at bilens lygter er vigtigere end på noget andet tidspunkt af året. Tjek jævnligt, at alle lygter fungerer korrekt.

Forebyg fastfrosne døre og gummilister

Kulde og fugt kan få døre og lister til at fryse fast. En behandling med en silikonestift rundt på gummilisterne kan mindske risikoen.

Dette udstyr er rart at have i bilen om vinteren

Vintervejret kan være uforudsigeligt. Derfor kan det betale sig at have lidt ekstra udstyr med på turen.

Vi anbefaler:

  • Isskraber til is og sne

  • Handsker

  • Skovl ved risiko for snefald eller fygning

  • Refleksveste til alle passagerer

  • Opladet mobiltelefon

  • Telefonnummer til vejhjælp

  • Varmt tæppe

  • Snacks og vand ved længere ture

Kilder: Rådet for Sikker Trafik og FDM

←